Den generelle legalisering af natsigter til vildsvinejagt i Sverige i sammenhæng med kraftige prisfald på natudstyret, er formentlig hovedårsagen til et nærmest frit fald i den svenske vildsvinebestand over de seneste sæsoner. Fortsætter det sådan, vil fremtiden vildsvinejagt blot være en skygge af, hvad den var for 3-4 år siden. Men vi påvirker selv situationen som jægere…

Af Jens Ulrik Høgh

Biologi er ikke raketvidenskab. Vildtet yngler og vi kan som jægere hvert år høste af et naturligt bestandsoverskud uden at bestanden af den grund falder. Vildtet er en fornybar ressource præcis, som træerne i skoven. Hvor meget vi kan nedlægge uden at reducere bestanden på et område, afhænger først og fremmest af områdets bæreevne – altså, hvor stor en bestand området kan bære, hvilket oftest først og fremmest handler om tilgængeligt foder.

Det hele kompliceres naturligvis af, at vildtet ikke respekterer ejendomsskel på et kort og færdes præcis, hvor det vil. Bæreevnen for et jagtområde kan derfor i høj grad afhænge af fødetilgangen i tilstødende områder og man er derfor nødt til at tænke i et meget større perspektiv end blot til naboskellet. Det er en af de store udfordringer i vildtforvaltningen.

Det er overordnet set ret enkelt. Hvis jagten resulterer i, at der dør flere dyr hvert år end der fødes, går bestanden ned. Omvendt går den op, hvis der fødes flere, end der dør. Og præcis lige så simpelt er det i bund og grund også at tilpasse jagten efter, hvad man ønsker. Vil vi have flere vildsvin, skal vi indrette jagten, så der dør færre (af alle årsager) end der fødes. I praksis er strategien ikke helt så enkel.

Rettigheder, målsætninger, adfærd

Jagtlovenes bestemmelser udstikker en masse regler til jægerne – f.eks. jagtsæsoner hvor forskellige arter, køn og aldersklasser af vildt kan nedlægges lovligt. Men lovens regler har meget, meget lidt med fornuftig vildtforvaltning at gøre. F.eks. forhindrer reglerne på ingen måde, at der på et givent jagtområde nedlægges vildt langt ud over områdets bæreevne. Friheden er jo praktisk, når man af en eller anden årsag ønsker at reducere en bestand, men alt andet end praktisk, hvis de fleste jægere i et område ønsker at øge bestanden mens nogle enkelte enten ønsker at reducere den eller kort og godt er ligeglade, så længe de får fyldt fryseren maksimalt. Lovens bogstav er klart – det er ingen forbrydelse at forvalte sit vildt, som man vil, så længe det sker inden for lovens rammer.

Problemet ligger i forskellige målsætninger. Hvis et massivt flertal af os var enige om, hvor vi gerne vil hen med fremtidens vildsvinestamme, var det næppe noget problem at samordne vores adfærd i den retning. Se blot hvordan de danske hjortevildtstammer – først råvildt, så kronvildt og nu dåvildt – har udviklet sig nærmest eksplosivt, fordi jægerne fra gammel tid har skånet hundyrene. Vanen er så indgroet at det har været vanskeligt at ændre på den i en tid, hvor mange peger på et behov for bestandsreduktioner…

Med hensyn til vildsvin i det svenske er det desværre bare sådan, at rigtigt mange svenske bønder i bund og grund ønsker vildsvinet udryddet med alle midler og en hel del jægere hjælper villigt til, enten fordi de er enige i målsætningen eller fordi de bare er glade for de mange jagtmuligheder og blot kan flytte jagten til et andet sted, hvis mulighederne bliver udtømte. De er som sagt alle i deres gode ret til at gøre, som de gør, og disse mennesker vil formentlig fortsætte med at beskyde vildsvinestammen særdeles hårdt uanset, hvor meget den falder.

Men det betyder ikke, at vi ikke kan påvirke fremtiden gennem vores egen adfærd. Dels kan man jo være så heldig, at man i kraft af gode naboer kan stabilisere eller vende udviklingen lokal og dels er det jo aldrig galt at gå foran med et godt eksempel.

Enkel opskrift

Skeler man til landene syd for Danmark, der har årtusinders erfaring med vildsvineforvaltning, så er fremgangsmåden i forhold til at stabilisere en bæredygtig vildsvinejagt ganske ligetil. På grund af vildsvinets unikke ynglebiologi med store kuld smågrise hvert år, så er den absolut simpleste tilgang at jage disse årsgrise maksimalt og skåne de større svin. Der vil altid være overlevende nok til at fortsætte stammen. Metoden har også den fordel, at man uddanner de større svin, ved fortrinsvis at skyde dem på markerne eller i udkanten af skoven, hvilket medfører reducerede vildtskader og dermed mindre pres fra landbrugets side for at udrydde hele vildsvinestammen. Undgår man helt at skyde større svin, vil stammen under normale omstændigheder vokse.

Hvis man blot ønsker at stabilisere bestanden, er der ingen skade sket ved at nedlægge nogle få større svin – især hvis langt de fleste af disse er orner. Rent praktisk er dette en stor udfordring for selv erfarne vildsvinejægere. Det er sjældent muligt at se forskel på so og orne medmindre der er tale om fuldvoksne dyr (og dem er der ikke mange af) – og selv i den situation er kønsbestemmelse gennem en sigtekikkert svært. Skyder man en kønsmoden hungris har man i princippet reduceret næste års jagtudbytte med mindst 5 vildsvin. Skyder man til og med en førende so (altså en flokledende so, der følges af smågrise), har man også skabt et voldsomt markskadeproblem, eftersom de overlevende grise farer forvildede rundt og roder overalt uden førersoens kyndige ledelse af flokken (rotten). Det er bl.a. af disse årsager, at der ofte er heftige bøder for at skyde en voksen so på en drivjagt.

En nogenlunde gangbar metode til bæredygtig vildsvineafskydning er at begrænse afskydningen af voksne dyr, til de dyr der ankommer alene på pladsen og forbliver alene i mindst fem minutter. En stor andel af disse vil være orner og er der en so imellem er risikoen for, at det er en førende so ikke så stor.

Det hele kan sammenfattes i nogle få huskeregler:

1. Glem naboen. Du behøver ikke at indrette din adfærd efter hans adfærd.

2. Skyd fortrinsvis årsgrise. Jo større andel af afskydningen desto bedre. De er som regel brun- eller rødpelsede.

3. Vil du øge eller stabilisere bestanden, så skyd kun voksne grise, der kommer alene og forbliver alene i mindst fem minutter.

4. Kan bestanden tåle en noget kraftigere afskydning af voksne grise, kan man supplere regel 4 med: Kommer der flere vildsvin, så skyd fra bunden. De mindste først.

ALLE kan være med til at gøre en forskel. Ingen har pligt til det.

Jagtfrie kerneområder

Råder man over et lidt større jagtområde… eller har man et fantastisk samarbejde med sine jagtnaboer er der mere man kan gøre for at sikre sin fremtidige vildsvinejagt.

Et tiltag, som jeg har set på mange tyske og polske revirer er helt eller delvist jagtfrie kerneområder. Ifølge de lokale jægere holder det vildsvinene på jagtområdet, hvis de har et helle et sted på området, hvor de kan lide at opholde sig og får lov til at gære det uforstyrret. Det er klart, at den form for tiltag kræver et lidt større jagtområde, men de jægere, jeg kender, der har anvendt metoden, er varme fortalere for den.

I praksis udvælger de et tæt område, hvor vildsvinene vil være, og opretter tjæretræer, saltsten – og måske minimal fodring. Det jagtfrie kerneområde vil holde på en fast bestand af vildsvin og overlever de kønsmodne søer jagten, vil de opholde sig mere og mere i skoven med deres flokke til glæde for de omkringliggende bønder med tilstødende marker. På den måde kan de lidt større revirer opbygge deres ”egen” grundbestand. Det kræver masser af selvbeherskelse aldrig at jage i det vildsvinetætte område, men kun på omkringliggende foderpladser i god afstand.